Vask og pleje

Børn hopper i vandpytter, ruller ned af bakker, bygger mudderkager – kort sagt: når børn leger, bliver tøjet møgbeskidt – og sådan skal det være!

Her er et par vasketips til hvordan du skal vaske og pleje Småfolk produkter – også så de holder længere. Husk altid at kigge på vaskeanvisningen i tøjet, da der kan være enkelte produkter som har andre vaskeanvisninger end beskrevet nedenfor.

 

Vask af vores bomuldsprodukter 

Vi anbefaler at vaske vores bomuldstøj med vrangen ud og på max 30 °C. Ved at vaske på vrangen skåner du printet på stoffet og sikrer at det forbliver pænt og farverne friske. Vi anbefaler at du lader produktet lufttørre, frem for i tørretumbler eller tørreskab, da det forlænger stoffet og printets levetid.

Vores bomuldsprodukter kan stryges ved lav temperatur. Vores bomuldsprodukter tåler ikke blegning.

 

Vask af vores badetøj

UV faktoren i vores badetøj er strikket ind i stoffet, hvilket bibeholder UV faktoren, badetur efter badetur.  Vi anbefaler at du vasker vores UPF50+ badetøj i hånden og ikke i maskine, da maskinvask kan forringe UV faktoren.

Skyl badetøjet i rent, koldt vand fra hanen umiddelbart efter badeturen. Undgå at tørre badetøjet i tørretumbler, tørreskab eller i direkte sollys.

Vores badetøj tåler ikke strygning eller blegning.

 

Vask af vores uldtøj

Uldtøj kræver mindre vask, da det fra naturens side er antibakterielt og mindsker lugt. Vi anbefaler at du vasker dit uldtøj så lidt som muligt og i stedet udnytte uldens fantastiske selvrensende egenskaber ved blot at lufte tøjet, før du lægger det tilbage i skabet.

Hvis tøjet trænger til en vask, anbefaler vi maskinvask på uldprogram ved 30 grader eller vasker i hånden i lunkent vand. Til begge dele anbefaler vi at du bruger uldvaskemiddel.

Vi fraråder at tørre uldtøjet i tørretumbler eller tørreskab. Undgå også at tørre uldtøjet i direkte sollys.

Vores uldtøj tåler ikke blegning eller strygning.

 

Vask af Småfolk regntøj

Vi anbefaler at vaske regntøjet på vrangen på max. 40 grader. Ved at vaske på vrangen skåner du ydersiden af regntøjet og forlænger regntøjets levetid.

Vores regntøj har tapede sømme, hvilket er med til at sikre tøjets vandtæthed. På grund af disse tapede sømme fraråder vi at tørre tøjet i tørretumbler, tørreskabe og bruge strygejern, da det kan beskadige de tapede sømme og forringe produktets vandtæthed.  

Vores regntøj tåler ikke blegning.

 

Vask af Småfolk termotøj

Vores termotøj er overfladebehandlet med Bionic Finish Eco, der er en biologisk nedbrydelig overfladebehandling, der sikrer, at termotøjet er vandafvisende og vindtæt.

Vi anbefaler at vaske vores termotøj på vrangen ved max. 40 grader. Ved at vaske på vrangen skåner du ydersiden af tøjet og Bionic Finish Eco behandlingen. Vi fraråder at bruger skyllemiddel, da det forringer tøjets tekniske egenskaber.  Vi fraråder at tørre tøjet i tørretumbler, tørreskabe og bruge strygejern, da det kan forringe tøjets tekniske egenskaber.

Vores termotøj tåler ikke blegning.

 

Vask af Småfolk vinterovertøj

Småfolks vinterjakker, skibukser og flyverdragter er overfladebehandlet med Bionic Finish Eco, der er en biologisk nedbrydelig overfladebehandling, der sikrer, at dit produkt får en overflade der er vand og smudsafvisende, vindtæt og stadig er åndbar.

Vi anbefaler at vaske vores vinterovertøj på vrangen ved 40 grader. Ved at vaske på vrangen skåner du ydersiden af tøjet og Bionic Finish Eco behandlingen. Du forlænger også refleksernes levetid ved at vaske tøjet på vrangen. Vi fraråder at bruger skyllemiddel, da det forringer tøjets tekniske egenskaber.  

Vores overtøj har tapede sømme, hvilket er med til at sikre tøjets vandtæthed. På grund af disse tapede sømme fraråder vi at tørre tøjet i tørretumbler, tørreskabe og bruge strygejern, da det kan beskadige de tapede sømme og forringe produktets vandtæthed.  

Vores vinterovertøj tåler ikke blegning.

 

Spørgsmål til vask og pleje af Småfolk produkter 

Spørgsmål til vask af dine Småfolk produkter? Så tøv endelig ikke med at tage fat i os på info@smafolk.dk